Sommerhaven

Vi bor heller ikke i nogen fancy by med 10-minuttersdrift og fancy letbaner. Her kører én sølle bus i timen mellem to større byer – og that’s it. Vi har klaret os med cykler og en gang imellem lån af bil, men det kræver planlægning, kompromisser og nogle gange ren vilje.

Det burde jo ikke være sådan, at man skal være halv-superhelt for at leve uden bil. Hvis kollektiv transport virkelig var et realistisk alternativ, ville langt flere tage den vej. Men i stedet får vi politiske udspil, der straffer folk med gamle biler – uden at tilbyde noget som helst brugbart i bytte. Det er ikke den korrekte vej at gå, vi skal give alternativerne et boost nu.

Ikke DSB planen med nye toge om 4-5 år.

Tak – og virkelig stærkt perspektiv du bringer ind!

Du har helt ret: Influencere er langt mere sårbare over for målrettede desinformationskampagner – netop fordi de ikke har redaktionelle muskler, men til gengæld direkte adgang til tusindvis af følgere. Og det gør dem jo ikke bare til sårbare mennesker, men til sårbare medier!!

Derfor er jeg også enig i, at deres ansvar ikke bliver mindre – tværtimod. Når de bygger en platform på tillid og personlighed, og samtidig påvirker folkeopinion, så følger der et ansvar med for at tjekke, tænke og træde varsomt. Ikke som perfekt faktatjekker – men som nogen, der ved, at deres stemme kan forstærke både håb og bullshit.

Og hey – hvis man kan bruge 3 timer på at finde det rigtige filter til sit face, så kan man nok også bruge 3 minutter på at tjekke en kilde 😉

Det sys jeg nu de gør ret tit... Og igen. Enig, vi er generelt for pro privatbilismen generelt.

Jeg har det på samme måde - jeg har heller ikke bil, men kan som @krydret_ismaskine@feddit.dk skriver, rammer dette nok bare socialt meget skævt. Så om det et den rette vej.

Heldigvis er jeg også vældig selvtilfreds haha - nyder pt et væld SF fugle i haven og en lille pindsvin familie der er flyttet ind.

Det er godt vi er mange der nyder haver med 'naturlighed' 😉

ja, lad os bare sige: vi er allerede blevet "dem med cykel, den vilde have og hønsene". Det tog ikke mange uger, før rygtet gik. Men faktisk er det gået overraskende positivt. Flere i byen kommer nu forbi med madrester til hønsene – og det er jo i vores bog den smukkeste slags nabokærlighed: affald med omtanke, så giver vi lidt æg.

Men jo, vi har da også fået løftede øjenbryn. Især fra nogle af vejens ældre beboere – sådan et "skal det virkelig se sådan ud?" og "har I ikke en plæneklipper?" vibe. Og vi forstår det godt! Det ser jo ikke ud som i boligmagasinerne. 😂

Der er noget bizart ved at se influencerbranchen kalde på strengere regler, mens den samtidig lever af at bøje virkeligheden. Det er ikke, fordi Christina Sander eller Matilde Trobeck gør noget ulovligt. Det er, at hele forretningsmodellen bygger på følelsesmæssig iscenesættelse – og når så virkeligheden svarer igen, råbes der “shitstorm”? Berettiget?

Lad os være ærlige: Det her handler ikke bare om moral. Det handler om magt og imagekontrol. Altid. Især på de medier vi alle her er imod, hvor man fanger algoritmer.

Vi lever i en tid, hvor grænsen mellem menneske og mediekanal er udvisket. Influencere er både privatpersoner og virksomheder, og de opererer i en digital gråzone, hvor “autenticitet” er markedsført følelseskapital. Den der grådige cocktail af reklame, livsstilsråd og “jeg deler bare mit liv”-vibes er designet til at fremstå nærværende og ægte – men i praksis er det kurateret content, ofte med et mål: følgere, engagement, profit. Lander i morgen nær dig 'Tudekiksen By Meta'

Når man så får kritik – ikke bare fra medier, men også fra almindelige mennesker – så er reaktionen ofte performativ sårbarhed: tårer, forklaringer, “jeg ville bare være ærlig”. Og det virker. Sander voksede i følgere efter sin færgekritik. Ikke på trods af, men på grund af stormen.

Samtidig udtrykker hun ønske om etiske regler, bl.a. at man bør informere en virksomhed før man kritiserer dem. Det lyder pænt. Men det er jo netop det medierne allerede gør under pressenævnets regler. Influencere vil gerne høste mediemagtens frugter – uden at bære dens ansvar. Det er som at ville være både mikrofonholder og frontfigur – og få likes for det hele.

Analyse.. Jeg blev nød til det.!

– Influencere er ikke reguleret som medier. Men de kan få enorm dagsordensmagt – flere følgere end aviser har læsere. Det jo en vanvittig vild magt. – Der findes et nyt influenceretisk nævn, men det har ingen sanktionsmuligheder, og retningslinjerne er frivillige. – Flere shitstorms handler ikke om lovbrud, men om moralske gråzoner (assistenter, bøger, færger, babyer). – Reaktionen fra medier og borgere kommer, fordi influencerens rolle ofte ikke er transparent: Er du et menneske eller en reklame? En samfundsdebattør eller en salgsprofil? Begge?

Vi skal turde sige det højt: Når man vælger en rolle, hvor ens liv er en platform, og hvor ens stemme bliver til en forretning – så kommer der et ansvar. Ikke juridisk nødvendigvis. Men et etisk, kommunikativt og demokratisk ansvar.

Ikke for at tage taletiden – men for at minde om, at magt uden modspil bliver til spin.

Rant over.

Det giver super god mening, det du skriver. Det er også vildt svært at ændre adfærd, når samfundets løsninger ikke fungerer i praksis – især når det roder, er uoverskueligt eller ikke passer ind i folks hverdag.

Det gør det ekstra vigtigt, at vi taler om det – uden at gøre det til individets skyld alene

Det vil jeg gøre, også smide nogle sjove anekdoter ind over.. 👌

Tak for alle svar– ærligt, den her tråd er jo nærmest et mini-portræt af Danmark. Hæh.

Vi har:

Dem der tror, vi aldrig får det til at fungere.

Dem der siger, vi må bare være et godt eksempel.

Dem der gerne vil inspirere – med humor og kærlighed.

Og dem der har smidt systemet i skraldespanden sammen med sennepsglasset 😄

Og midt i det hele står vi så – og prøver at gøre noget rigtigt, uden at træde nogen over tæerne. Det er fandme svært. Men det er også her samtalen sker. Og det betyder faktisk noget.

Så ja – jeg fortsætter med at inspirere, debattere og stille spørgsmål. Tak fordi I giver jeres ærlige bud tilbage! Hver et svar tæller.

Nej det netop også min egen tanke, og vil ikke blive 'dem' på vejen, hvor vi lige er flyttet ind. Det er nok at vi er 'dem' der lader græsset gro, har høns og kompost. Tak.

Hey og god lørdag.

Jeg var på besøg hos min nabo. I skraldespanden lå der et sennepsglas. Med låg. I brændbart. Mit planetariske hjerte knækkede lidt – og jeg gjorde... ingenting.

For her er problemet: Jeg vil gerne gøre en forskel. Jeg ved hvordan man sorterern osv.

Men jeg vil ikke være den der peger fingre og siger “øh, faktisk skal det dér i glas og metal, tak”.

Så... hvad gør jeg?

Hvordan siger jeg noget, uden at lyde hellig eller irriterende? Hvordan rækker jeg ud, uden at række op i en moralsk pegefinger?

Er det nok at være et godt eksempel ?