Feddit.dk

Jeg har netop set DR’s nye dokumentar “Prinsesser i Alanya”. For mig er det altid interessant at få indsigt i befolkningsgrupper, hvor mine egne fordomme aktiveres – og her blev jeg ramt.

Ikke fordi dokumentaren chokerer. Men fordi den viser noget, vi godt ved:

Vi har skabt en ungdomskultur, der lover frihed – men leverer afhængighed.

De unge piger drømmer om eventyr, kærlighed og bekræftelse. De mødes med shots, sex og tyrkiske mænd, der er skolet i charmespil som en livsstrategi i turistindustrien.

Og det her er jo ikke nyt.

Det mest slående? Forældrene hjemme i Danmark griner med. “Ej hvor er du fræk skat 😄 – hvor er han fræk!” Og så klipper vi til endnu en omgang tequila og følelsesmæssigt kaos.

Vi ser endda det samme mønster gentage sig: Samme tyrkiske mand – ny dansk pige. Og så, som en slags samvittigheds-salve, kommer hans historie: tragisk, typisk og forventelig. For selvfølgelig er den det.

Men stadig: Vi har kendt de her historier i årevis. Vi gjorde ikke noget dengang. Vi gør det stadig ikke.

Så mit spørgsmål i dag:

Hvordan kan vi som EU, Danmark og samfund blive ved med at sende vores unge ind i en kultur, der knækker dem – både danskere og ikke mindst tyrkere?

Og hvorfor er det stadig nemmere at sige “det er jo bare ungdommen” end at spørge:

Hvad fanden er det, vi har skabt?